Stenhelved: Intro

De, der vender tilbage, gør det med rigdomme fra det, der stadigvæk lever dernede, men mange vender slet ikke tilbage.

Sterling Potentaten havde mange kvaliteter, men barmhjertighed og tillid var ikke blandt dem. Potentaten var barnebarn af den mand, der først forenede de stridende bystater og vilde stammer i Vesten, og han herskede uroligt over sine undersåtter. Da han hverken havde den karisma eller det retfærdige hjerte, som stabiliserede andre kongers styre, var han afhængig af frygt og en overivrig politistyrke for at holde oprørets flammer fra at blusse op.

Hans undersåtter lærte at frygte, når det bankede på deres døre ved midnat, en begivenhed, der uvægerligt blev ledsaget af Potentatens hemmelige politi. Løs snak på et værtshus kunne føre til, at hele familier pludselig blev arresteret og kun efterlod løse rygter om deres skæbne og advarsler om, at politiets spioner var overalt.

Inden længe fandt Potentaten ud af, at mens hans drakoniske metoder holdt hans kongerige under kontrol, fyldte disse midnatsanholdelser hans fængsler til bristepunktet. Efterhånden som hans regeringsår gik, blev hans fangehuller overfyldte, hans oubliettes fyldt, og hans bødler blev trætte af at svinge deres økser. Der måtte findes en løsning.

Heldigvis for Potentaten (og ganske uheldigt for hans undersåtter) var der blandt hans rådgivere en vis Vesir, der beskæftigede sig med så obskure kunstarter som nekromanti, dæmonologi og - det mest bekymrende - filosofi. Da han så sin herre hjemsøgt af tanker om et åbent oprør, der kunne opstå i disse overfyldte fængsler, foreslog Vesiren en plan, der både ville lindre Potentatens bekymringer og give ham selv et laboratorium, hvor han kunne udføre eksperimenter i menneskets mørke hjerter.

Da han forelagde sin plan for Potentaten, var han glad for at finde ud af, at hans herre tog imod den med kyshånd, og han begyndte de forberedelser, der var nødvendige for at føre den ud i livet. Efter en måneds rekognoscering meddelte Vesiren, at han havde fundet et sted, der var egnet til hans eksperiment. Umiddelbart derefter blev hundrede fanger plukket fra Potentatens fangehuller og kørt til rigets vestlige grænse. Der, i en lille kløft, blev fangerne tvunget ind i en hule og fik udleveret værktøj til gravearbejde. De blev så beordret til at begynde at grave. Det skulle være deres opgave at udgrave en ny fangekælder, som skulle tjene som deres fængsel. Der var imidlertid et mere lusket øjemed bag deres arbejde.

Visiren mente, at mennesket, selv om det var et omstillingsparat dyr, ikke desto mindre var et dyr. Begreber som ære, venlighed og -for det fælles bedste var skrøbelige overflader, der var skabt af samfundets behov. Hvis man fjernede det civiliserede livs bærende elementer, ville mennesket vise sin sande natur: nederdrægtighed, grusomhed og en ondskabsfuld trang til at dræbe for at beholde det lidt, han ejer. Dette fremvoksende fængsel ville blive den smeltedigel, der ville adskille kulturens skidt fra menneskehedens usle sjæl.

Reglerne var enkle: en fange, der arbejdede, fik mad, mens en fange, der gjorde modstand, blev ikke fodret. Enhver, der forsøgte at flygte, blev dræbt. De vagter, der havde tilsyn med stedet, hvoraf mange havde fået denne opgave på grund af deres egen grusomme natur, gjorde intet for at opretholde orden i fangernes rækker. Så længe arbejdet fortsatte, fodrede de disse stakler, men dette var den eneste undtagelse fra lov og orden. Mange vismænd og hellige mænd ville kunne ønske at tro, at fangerne hurtigt sluttede sig sammen for at vælte deres tilsynsmænd og søge frihed fra trældom, men den sørgelige kendsgerning var, at de fleste af disse indsatte erkendte nederlaget og opgav deres drømme om at flygte. I stedet erstattede de disse håb med et ønske om at få det bedste ud af deres situation på enhver tænkelig måde. Når de sluttede sig sammen, var det for at dominere de svagere indsatte og for at skabe deres egen fængselsblok. Visiren havde valgt sine første fanger til eksperimentet med stor omhu.

Efterhånden som udgravningerne voksede, og antallet af fanger blev mindre på grund af vold og anstrengelser, blev flere fanger ført fra Potentatens fangehuller til dette grusomme foretagende. Med hver ny gruppe fandt de etablerede fængselsmagtsblokke nye tal at føje til deres rækker, og de forskellige fraktioners underjordiske besiddelser blev større og dybere. Dybet blev som et stort dyr med en uendelig sult; den fortærede snesevis af mænd, kvinder og børn, som aldrig skulle se solen igen. En lærd, der besøgte stedet, skrev: -Disse dødsdømte sjæle er dømt til jorden. Uden mulighed for benådning eller prøveløsladelse vil de tilbringe resten af deres dage i et enormt stenhelved, som de selv har bygget. Navnet blev hængende.

Visiren, som var stimuleret af den første vellykkede succes, begyndte at fifle med forsøget. Madrationerne blev halveret eller stoppet uden varsel for at se, hvordan fangerne ville reagere. Der blev fanget rovdyr og sat løs i fængslets underjordiske haller. Da Potentatens trang til at udvide sit imperium afslørede en samling kobolder, blev disse skællede menneskelignende væsner smidt ind i Stenhelved for at se, hvilken virkning de ville have på fangerne. Mange af disse og andre -variabler blev observeret med magiske midler; deres virkninger blev fortalt til Potentaten og hans hof til dets store fornøjelse.

Med tiden holdt selv de modigste eller mest barske vagter op med at patruljere for dybt ind i Stenhelved. Rygterne begyndte at sprede sig om, hvor langt fangerne havde gravet sig ned i jorden, og hvad de fandt i de blækkede dybder. Forsøg på at foretage optællinger af de stadig levende fanger var forgæves. Historier blev videregivet fra fange til fange om de kannibalistiske små kongeriger, som nogle af de ældste fanger havde etableret i de dybere niveauer af fangekælderen. Stenhelved havde virkelig levet op til sit navn.

Det er uvist, hvad der ville være sket med fængslet, hvis statskuppet, der væltede Potentaten fra magten, ikke havde fundet sted. De grusomheder, som han dagligt begik mod sit folk, voksede til sidst til et punkt, hvor de ikke længere kunne ignoreres. Da hans palads blev sat i brand, og Potentaten blev tvunget til at flygte for sit liv, blev portene til Stenhelved slået op for at løslade dem, der var fængslet under hans styre.

Hvad der gemte sig ned i dybet var næsten ikke muligt at beskrive.

De, der var til stede den dag, nægtede at tale om, hvad de fandt hinsides fængselsdørene. Det vides, at kun en lille del af de indespærrede blev befriet og vaklede ud i det sollys, som de ikke havde oplevet i årtier. Mange af dem ville aldrig kunne vende tilbage til det borgerlige samfund, da deres oplevelser i fængslet og de forbrydelser, de blev tvunget til at begå for at overleve i det daglige, var for store til, at de kunne bære dem. Der blev gjort forsøg på at hente andre fanger, der var flygtet ned i Stenhelvedets dybder, men disse bestræbelser endte forgæves. De nederste fanger var for langt væk eller for tilvænnet til deres underjordiske verden til at vende tilbage til livet på overfladen. Med tyngende hjerter tog de velmenende redningsmænd de få fanger, der stadig bar en gnist af civilisation og menneskelighed, med tilbage til byerne og overlod fængslet og dets indbyggere til deres skæbne.

Der er gået mere end hundrede år siden befrielsen af Stenhelved, men i den tid har fængslet ikke ligget stille. Som et ulmende sår vil Stenhelved ikke heles eller falde til ro. I løbet af disse årtier er stedet blevet brugt som skjulested for utallige banditter og røvere. Det har tjent som laboratorium for troldmænd, der havde brug for privatlivets fred til at udføre deres bizarre eksperimenter. Udøvere af skumle religioner har søgt tilflugt i dens mørke hjemsøgte haller for at undgå lysets kræfters snagende øjne. Omstrejfende grupper af orker, trolde og andre vilde har søgt ly og hvile i Stenhelveds kamre, og deres antal er vokset med tiden.

Årene har ikke gjort meget for at kvæle rygterne om, hvad der gemmer sig i det smuldrende fængsel. Fortællinger om kannibalske kongeriger beboet af bleghudede dødninge, der har hugget en formue af juveler ud af jorden, konkurrerer med fortællinger om ulækre magiske forsøg, der sniger sig rundt i korridorerne. Grupper af frygtløse eventyrere går jævnligt ned i det tidligere fængsels dybder. De, der vender tilbage, gør det med rigdomme fra det, der stadigvæk lever dernede, men mange vender slet ikke tilbage.

Anderkendelse

Ovenstående tekst er en oversættelse af introteksten til "Stonehell" og alle rettigheder tilfalder det originale indholds forfattere.